Lirekassens lange historie
Den type lirekasse, jeg spiller på, har sin oprindelse fra Tyskland.
Ignaz Bruder, der levede fra 1780 til 1845, var en anerkendt orgel- og musik-urbygger i Schwarzwald. Hans store erfaring inden for orgelbyggeri har han minutiøst nedskrevet og optegnet til glæde for sine efterkommere. I bogen “Orgel- und Spieluhrenbau” af Karl Bormann gennemgås disse optegnelser og de gøres forståelige for dagens lirekassevenner.
Den beskrevne lirekasse er et såkaldt valseorgel. Det fungerer som følger: Ved hjælp af et håndsving betjenes en dobbeltvirkende blæsebælg, der forsyner piberne med den fornødne luft. Et snekkedrev på den samme aksel drejer også stiftvalsen. I denne valse er der minutiøst anbragt stifter for hver enkelt tone. Stifterne aktiverer under drejningen af valsen en række vippearme, som igen betjener en række ventiler. Når en ventil aktiveres, ledes blæsebælgens luft til den tilhørende pibe, som nu lader sin tone lyde. Det drejer sig altså om en rent mekanisk styring. For det meste er den store, dyre og ret uhåndterlige stiftvalse forsynet med flere musikstykker.
Allerede i 1842 tog franskmanden Claude Felix Seytre patent på en pneumatisk hulbåndstyring; men først i 1883 tog firmaet Welte ideen op og benyttede denne form for styring til sine såkaldte “orchestrioner”. Hos lirekasserne fortrængte hulbåndet stiftvalsen, idet man med hulbåndet lettere kunne programmere meget mere musik- på meget mindre plads. De lirekasser, der bygges i dag, er for det meste forsynet med hulbåndstyring af 20, 26 eller 31 toner.
Min Bagicalupo er en hulbåndsstyret lirekasse, altså en oprindelig slags lirekasse. Den har 26 toner.
Lirekassen i Danmark
Herhjemme blev lirekassen i den sidste del af 1800-tallet også et mere almindeligt syn. De blev ofte betjent af handicappede veteraner fra krigene i 1848 og 1864. De fik lirekassen som en slags invalidepension.
På lirekassen var der så anført navn og nummer i kompagniet, samt oplysninger om, hvor den heltemodige soldat var blevet såret. Der kunne f. eks. stå: ”Tjente under løjtnant Ancher i Skanse nr. 2 og blev hårdt såret under stormen på Dybbøl den 18. april i det herrens år 1864”.
Desuden gik man med sine medaljer synligt på jakken.
I begyndelsen var det almindeligt, at de bar deres gamle uniform, men det stødte nu alligevel den ægte etat. I 1870 udgik der fra justitsministeriet et cirkulære, der forbød det, idet ”det ikke stemmer overens med uniformens værdighed, at den bæres af en omvandrende musikant”.
I 1909 dannede lirekassemændene i Danmark deres egne forening, og af optagelsesbetingelserne fremgår det, hvilke udspekulerede midler, der måtte tages i anvendelse, eller rettere ikke måtte tages i brug, for at påkalde sig folkets opmærksomhed.
Paragrafferne 5 – 7 forbød medlemmerne falsk at udgive sig for krøblinge, at have krigsmedaljer, når man ikke havde været med i krigen eller bære afholdsnåle og Goodtemplar emblemer, når man ikke var medlem af en afholdsforening.
Man måtte heller ikke på lirekassen opstille fotografier af børneflokke, når man ingen havde.
Medlemmerne skulle hvert år samles på Sct. Knuds marked i Odense for at diskutere fælles problemer.
Postkort fra starten af 1900-tallet. Motivet er fra Farvergade i København.