Lirekassemanden Madsen: En nostalgisk lyd fra en svunden tid
Lirekassemanden Madsen har 30 år bag lirekassen som bagage, når han kommer til jer.
Og Lirekassemanden Madsen liver op. Med kommentarer til stor og lille og et lille trick eller to i lommen, måske en karamel til de omtalte små, er Madsen den alternative underholdning med en nostalgisk lyd, som er bedst kendt far, farfar og oldefar, der så må forklare de små, hvad det dog er for en tingest, der siger sådan.
Og lirekassemanden nyder det, klædt i lirekassedresset med “slask-i-røv” jakke og medaljer.
Nogle tror det at være lirekassemand er en gave, men nej, folkens. Lirekassemand er noget man bliver SLÅET til.
Lirekassemanden Madsen blev lirekassemand, da han faldt på Dybbøl skanse en regnvejrsdag i 80’erne. Derfor fraråder han glatte sko i regnvejr på den historiske skanse.
Madsen har spillet og underholdt i Thisted, Viborg, Hurup, Holstebro, Vejle, Horsens, Herning, på Bakken, Holbæk, Vildbjerg, Århus, Ålborg, Hjørring og mange andre steder i fædrelandet.
I to år var Madsen og lirekassen desuden med i manegen i det hedengangne Cirkus Hamilton, hvor han i rollen som den hvide klovn og sammen med gøgleren Palle Bay som August, fik publikum til at le af klovnenumrene.
Også udlandet har haft glæde af lirekassemusikken, både Tyskland, Holland og Belgien, ja selv Sjælland.
Julemanden
Når det bliver oktober begynder julemanden at spise risengrød morgen, middag og aften. Så får han sin store julemandsmave.
Han holder også op med at barbere sig, så han kan få sit lange skæg.
Når det så bliver november kalder han på Rudolf og de andre rensdyr. De kommer med kanen og så går turen til Julemandens værksted på Grønland for nu er det snart jul.
Så alle børn skal huske at sende ønskesedlen til julemanden, så alferne og nisserne kan nå at lave gaven. Kan de ikke lige nå det, så siger julemanden til far og mor, at de må hjælpe til.
Hvis julemanden besøger din by og du møder ham, kan han skrive dit ønske ned i sin ønskebog. Så er du sikker på, at dit ønske når op til Grønland.
Julemanden er 622 år gammel. Man kan først blive julemandslærling, når man er 450, så julemanden har passet gaver og julen i mange år nu.
Og iklædt det rigtige røde julemandstøj fra top til tå, med hvidt, bølgende hår og skæg og med de lange, sorte støvler, komplet med bæltet, der omkranser hans julemandsvom, har han altid tid til at besøge jer i jeres juleby.
Og nu er han på vej.